
I Danmarks andenstørste by oplever man mangel på transportmuligheder om natten. LA er kommet med et forslag om Uber tilbagevenden, men er det den rigtige løsning for Aarhus?
Skrevet af Camille Scheel og Mette Malou Lund
Står du på Københavns Hovedbanegård en nat og skal til den anden ende af byen, er transportmulighederne mange. Du kan både tage metroen, bussen og S-toget, som cirka hvert 10. minut i nattetimerne.
I Danmarks andenstørste by er situationen dog anderledes. Bor du ikke i Aarhus C, er mulighederne for transport hjem begrænsede. Priserne er heller ikke ligefrem er SU-venlige. Og de transportmidler der er, er ikke altid til at regne med.
Det kan være et problem for unge, som ikke har råd til dyre taxaer og ikke vil cykle beruset hjem.
Både politikere i byrådet og medarbejdere i Aarhus Kommune fortæller, at det ikke er optimalt.
Skal alle have et busstop ved døren?
Kim Josefsen, kontraktholder for kollektiv trafik i Aarhus Kommune, fortæller, at man er klar over, at transportmulighederne ikke dækker hele kommunen;
“Der er store dele af oplandet, der ikke serviceres af natbusser, hvor taxa, cykel eller at gå hjem er de eneste muligheder”.
Han anerkender, at det ikke er optimalt, men at det handler om efterspørgsel:
“Vi ved godt, at en bus hjem generelt kan bidrage til en meget mere sikker bytur. Så det er nok ikke optimalt. Men problemet er en blanding af efterspørgsel og behov. Kan vi sætte en bus ind, hvis der kun er 2-3 kunder, der skal derhen i løbet af en nat?”
Det løser dog ikke problemet for dem, som bor uden for rutenettet. Ifølge Kim Josefsen har man fordelt natbusserne efter befolkningstætheden. Man sigter efter, at de fleste har 400-800 meter til nærmeste stop. Det er dog ikke alle, der har det.
“Der kommer ikke til at være stop ved døren med busserne. Busserne er ikke løsningen på alting”.

Kilde: aarhus.dk
Uber tilbage på danske veje
Men måske er der nye løsninger på vej. For nyligt luftede Liberal Alliance ideen om, at kørselstjenesten Uber skal tilbage på det danske marked, men kun i udvalgte områder.
Mathilde Bressum, Venstres politiske ordfører i byrådet, har grebet den ide. Hun synes, det er bekymrende, at man i landets andenstørste by ikke kan komme hjem uden at ty til taxa eller en natbus, der ikke dukker op.
Hun foreslår, at Uber skal til Aarhus i en forsøgsordning for at se, om der er lokal opbakning.
”Virkeligheden for mange i oplandet er, at det er svært at transportere sig ind til midtbyen. Det udfordrer rigtig mange unge”.
I Liberal Alliances ungdomsforening ser formand Søren Møller positivt på forslaget. Han synes ikke, at man i en studieby som Aarhus skal kæmpe med transport;
“Det er netop mange unge, der bor i Aarhus som studieby. De har få muligheder om natten. Alternativet er taxa, og det er sgu ikke lige alle, der har hul i budgettet til det”.
Her mener han, at Uber er løsning;
“Byglade unge mennesker der bor længere ude end Ringgaden, får muligheden for trygt at kunne komme hjem om natten, når de offentlige tilbud fejler, og Mount Everest aka. Randersvej er for stor en opgave”.

Socialdemokratiet siger nej
På andre stole i byrådet finder man mindre opbakning til forslaget. I Socialdemokratiet er man kritisk, og mener ikke, at Uber lever op til danske standarder.
Jesper Kjeldsen, politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus, kalder forslaget problematisk.
Ifølge ham varetager Uber ikke folks arbejdsvilkår;
“Jeg synes, det er uacceptabelt, at folk skal arbejde til under minimumslønnen, fordi nogle gerne vil billigt hjem fra byen”.
Han ser kun, at Uber kan transportere unge mennesker hjem i Danmark, hvis de bliver del af en overenskomst.
Hvad med taxa?
At der er begrænsede transportmuligheder om natten genkender Jesper Kjeldsen ikke.
Redaktionen har fremlagt konkrete eksempler, som viser, at der er hul i transportmulighederne i yderområder af Aarhus Kommune. Til dette svarer Jesper Kjeldsen:
“Jamen der, hvor der er hul, har man mulighed for at tage en taxa. Hvis man gerne vil hjem fra byen, må man alliere sig og tage en taxa sammen eller få forældre til at køre”.
For Mathilde Bressum er taxa ikke den optimale løsning for unge:
“Det udfordrer bare unge, som ikke har råd til at tage en taxa. Jeg synes, at det er bekymrende”.
Jesper Kjeldsen holder fast i, at Uber ikke er en optimal løsning:
”At man forestiller sig, at man kan løse de her mobilitetsudfordringer i Aarhus ved at lave social dumping, synes Socialdemokratiet er skørt. Det bakker vi ikke op om”.
Danmark er bagud
Otto Anker Nielsen, professor i transportmodellering ved DTU, ser positivt på Uber.
Han forudser, at mere konkurrence på markedet, vil have flere fordele for unge;
“Det vil give flere transportmuligheder og øget konkurrence, dermed på sigt billigere transport. I yderområder, hvor det i dag er svært at få en taxa, kommer der flere muligheder”.
Han vurderer, at Uber har gode chancer sammenlignet med andre lande;
“I en lang række lande fungerer Uber effektiv, også i yderområderne. Så Danmark er efterhånden et af de eneste steder, hvor Uber ikke er“.
Jesper Kjeldsen ser ikke konkurrence som negativt, men påstår, at det allerede eksisterer mellem taxaselskaberne.
Discountkørsel har en pris
Ifølge professor i transportøkonomi på Københavns Universitet Mogens Fosgerau kan sikkerheden blive et område, hvor man må gå på kompromis;
“Hvis man lemper på kravene, giver man køb på sikkerhed. Men det kan godt være, at kunderne i virkeligheden gerne vil have større og billigere adgang til taxakørsel”.
Efterspørgslen på billigere transportmuligheder ser Mathilde Bressum også;
”Uber tilbyder ikke samme serviceniveau som taxaerne. Det er discountudgaven, men det efterspørger mange også”.
Professor Otto Anker Nielsen peger på, at sikkerheden ikke burde være et problem; “I appen rater kunderne og chaufføren hinanden. Alt følges via GPS, så der er ret stor sikkerhed i forhold til, hvor man er. I nogle tilfælde er der også kamera i bilerne som ekstra sikkerhed”.
En gratis løsning?
For Jesper Kjeldsen er et alternativ flere natbusser.
Kim Josefsen mener dog ikke, at en udvidelse af mere kollektiv nattrafik er realistisk lige nu;
“En natbus koster ikke mange penge. Men det går knap nok i nul i økonomien. Så serviceudvidelse kan vi ikke kigge ind i. Det går snarere den anden vej”.
Serviceniveauet af natbusser er dog ude af Kim Josefsens hænder, da det fastsættes af byrådet.
Kim Josefsen ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt Uber vil være et godt bidrag til mobiliteten.
Søren Møller er dog ikke i tvivl – Uber er et langt billigere tilbud for kommunen;
“En alternativ løsning er jo at udbygge køretiderne for både busser og letbanen, men det bliver en enormt dyr løsning. Hvorfor ikke løse problemet med Uber, som faktisk er gratis for kommunen?”
Redaktionen har forsøgt at få en kommentar fra både Dansk Persontransport, en brancheforening for taxa i Danmark, og Transportministeriet. Dette har dog ikke været muligt indenfor deadline.